Barnets lov § 107

§§ 104 og 105 finder tilsvarende anvendelse under gennemførelse af en børnefaglig undersøgelse efter § 20 i denne lov eller en ungefaglig undersøgelse efter § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet under ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus eller ved benyttelse af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124, jf. § 23, stk. 1 og 2, i denne lov eller § 32 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Paragraf 107 sikrer, at de grundlæggende rettigheder til samvær og kontakt mellem barnet eller den unge og deres familie og netværk opretholdes og tilpasses også under særligt følsomme situationer som børnefaglige eller ungefaglige undersøgelser. Det betyder, at mens en undersøgelse finder sted – typisk i tilfælde af overgreb eller alvorlige sociale problemer – skal bestemmelserne i §§ 104 og 105 om samvær, kontakt og eventuelle restriktioner eller afbrydelser følges. Det inkluderer også situationer på institutioner, sygehuse eller det tilknyttede børnehus, jf. § 124. Paragraffen binder således retten til samvær op mod nødvendigheden af beskyttelse af barnet, hvilket afspejler en balance mellem barnets tryghed og rettighederne til kontakten med forældre og netværk. Bemærkelsesværdigt er, at loven i praksis kræver en meget konkret og individuel vurdering ved beslutning om samvær under undersøgelser, hvilket kan føre til betydelige variationer i praksis. En potentiel udfordring er, at statslige myndigheder ofte har bred skønsmargin i disse sager, hvilket kan rejse retssikkerhedsspørgsmål. Desuden giver loven kommunen mulighed for at tilrettelægge samvær under hensyn til barnets sikkerhed, men formulerer ikke altid med tilstrækkelig klarhed, hvordan disse hensyn skal vægtes. Relevant praksis herunder Ankestyrelsens principafgørelser fremhæver, at kommunen skal sikre barnets perspektiv aktivt inddrages og, at samvær ikke må begrænses mere end strengt nødvendigt. Samtidig understøtter paragrafen kommunernes mulighed for at benytte børnehusene som tværfagligt center til koordinering af undersøgelser, hvilket styrker kvaliteten, men også kan føre til komplekse organisatoriske udfordringer. Fremtidige lovgivningsrevisioner kunne med fordel præcisere kriterier for samvær under undersøgelsesforløb for at skabe større gennemsigtighed og ensartethed i praksis.

Eksempler

• Samvær under børnefaglig undersøgelse på børnehus

  Når et barn mistænkes for overgreb, iværksættes en børnefaglig undersøgelse, hvor kommunen skal sikre, at samværet med forældre tilrettelægges efter §§ 104 og 105, også under ophold på børnehuset, således at barnets sikkerhed og behov prioriteres.

• Kontakt under innleggelse på sygehus

  Hvis en ung er indlagt på en psykiatrisk afdeling under en ungefaglig undersøgelse, skal kommunen sørge for samvær og kontakt med familien, men kan fastsætte vilkår fx tilstedeværelse af støtteperson, jf. §§ 104 og 105, for at sikre tryghed.

• Suspension af samvær ved bemærkninger om risiko

  Kommunen kan efter § 105 træffe afgørelse om midlertidigt at suspendere kontakten mellem barnet og en netværksperson under en undersøgelse, hvis det vurderes nødvendigt for barnets sundhed og udvikling.

• •At samvær altid fortsætter uændret under undersøgelser – i virkeligheden kan kommunen fastsætte vilkår eller suspendere samvær midlertidigt.
• •At barnet eller den unge har ubegrænset ret til at vælge samværspartner under undersøgelser – kommunen foretager en konkret vurdering af hensynet til barnets bedste.
• •At reglerne i § 107 er uafhængige af §§ 104 og 105 – men § 107 henviser netop til anvendelse af disse foranlediget af undersøgelsens karakter.