Barnets lov § 70

Vurderer kommunalbestyrelsen, at adoption af et barn eller en ung vil være bedst for barnet eller den unge, at barnets eller den unges forældre ikke vil give samtykke til adoptionen efter § 7 i adoptionsloven, og at adoptionen vil kunne gennemføres efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven, skal kommunalbestyrelsen indstille til børne- og ungeudvalget, at barnet eller den unge adopteres.

1) Undersøgelsen, jf. §§ 20 eller 26 i denne lov, eller den ungefaglige undersøgelse, jf. § 31 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

2) Barnets plan, jf. § 91 i denne lov, ungeplanen, jf. § 108 i denne lov, eller forbedringsforløbet, jf. § 13 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, hvis en sådan er udarbejdet.

3) En redegørelse for, at betingelserne for adoption uden samtykke efter § 9, stk. 2-4, i adoptionsloven er opfyldt.

4) Oplysninger om barnets eller den unges holdning til den påtænkte adoption, jf. § 6, stk. 1 og 3, i adoptionsloven.

5) En redegørelse for kommunalbestyrelsens arbejde med og overvejelser om at hjemgive barnet eller den unge.

Stk. 2. En indstilling efter stk. 1 skal navnlig indeholde følgende:

Stk. 3. En indstilling om adoption i medfør af § 9, stk. 3 eller 4, i adoptionsloven skal endvidere indeholde en redegørelse for, at betingelserne i § 47, stk. 1 og 2, for anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet er opfyldt.

§ 70 fastlægger den procedure, der gælder, hvis kommunalbestyrelsen efter en grundig vurdering kommer frem til, at adoption – uden forældrenes samtykke – er den bedste løsning for et barn eller en ung. Kommunalbestyrelsen skal i så fald lave en indstilling til børne- og ungeudvalget om adoption. Dette kræver, at forældrene ikke vil give samtykke, at adoption kan gennemføres efter adoptionslovens regler om tvangsadoption (især § 9), og at en række meget strenge betingelser er opfyldt, idet der er tale om det ultimative indgreb i forældreretten. Paragraffen understreger, at kommunalbestyrelsen har pligt til at handle aktivt, når man i sjældne tilfælde vurderer, at en varig juridisk adskillelse fra forældrene og tilknytning til en ny familie vil tjene barnets tarv bedst. Paragraffen fastlægger også krav til indholdet af kommunens indstilling, bl.a. med fokus på undersøgelser, barnets holdning og begrundelser for, hvorfor adoption uden samtykke er nødvendig. Denne bestemmelse anvendes yderst sjældent og kun, når alt andet er forsøgt uden at lykkes – det er dansk børnebeskyttelse med de allerhårdeste midler.

Eksempler

• Vedvarende omsorgssvigt i hjemmet

  Et lille barn har i flere år været udsat for alvorligt omsorgssvigt, og forældrene samarbejder ikke med myndighederne. Efter længere tids anbringelse uden for hjemmet vurderer kommunen, at adoption uden samtykke er bedst for barnet.

• Forældre nægter samtykke ved plejefamilieadoption

  En plejefamilie ønsker at adoptere et barn, de har haft hos sig gennem mange år. Forældrene nægter at give samtykke, men kommunen vurderer, at adoptionen opfylder adoptionslovens betingelser.

• Barnets tilknytning til biologiske forældre er brudt

  Efter flere anbringelser og manglende kontakt til forældrene, vurderer kommunen, at barnet ikke længere har reel tilknytning til de biologiske forældre og derfor bør adopteres, trods forældrenes modstand.

• •Kommunen kan frit tvangsadoptere børn uden alvorlig grund.
• •Adoption uden samtykke er en rutinemæssig del af sagsbehandlingen.
• •Forældre mister automatisk alle rettigheder, så snart adoption overvejes.

• § 69

  Fastlægger pligt til at overveje adoption for børn med langvarig anbringelse.

• § 47

  Krav om at anbringelsesbetingelser skal være opfyldt for tvangsadoption.

• § 72

  Beskriver hvorledes børne- og ungeudvalget og Ankestyrelsen involveres.