Barnets lov § 151

Ankestyrelsen kan af egen drift tage sager om støtte efter denne lov til børn og unge op, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste, jf. dog stk. 5 og 6. Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne afgørelser efter kapitel 3-7 og 9-12.

Stk. 2. Ankestyrelsen kan træffe foreløbige afgørelser om indsatser efter § 32, § 35, stk. 4 og 5, og § 46, hvis der er behov herfor og kommunalbestyrelsen undlader at iværksætte disse i fornødent omfang.

Stk. 3. Ankestyrelsen kan træffe afgørelse efter §§ 23, 40, 47, 61-63, 67, 104 og 105.

Stk. 4. Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at gennemføre en afgørelse efter stk. 1-3 og kan bestemme, at afgørelsen skal gennemføres inden for en nærmere angivet tidsfrist, når det må anses for nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges bedste.

Stk. 5. Ankestyrelsen kan ikke træffe afgørelse efter stk. 1 og 3 i sager om et barn eller en ung, der er pålagt en straksreaktion, jf. § 12 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, eller er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. I sager omfattet af 1. pkt. kan Ankestyrelsen træffe afgørelse om at pålægge kommunalbestyrelsen at forelægge sagen for Ungdomskriminalitetsnævnet. Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om afgørelser efter 2. pkt.

Stk. 6. Ankestyrelsen kan ikke træffe en foreløbig afgørelse efter §§ 46 eller 47 i denne lov, når afgørelsen vedrører et barn eller en ung i et forbedringsforløb efter §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. Ankestyrelsen skal orientere Ungdomskriminalitetsnævnet om tilfælde omfattet af 1. pkt. og om afgørelser efter stk. 2, når afgørelsen vedrører et barn eller en ung, der er i et forbedringsforløb, jf. §§ 13 og 14 i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

§ 151 giver Ankestyrelsen en ret betydelig myndighed: Når en kommune ikke lever op til sit ansvar for at støtte børn og unge efter loven, kan Ankestyrelsen på eget initiativ tage sagen op – uden klage fra borgeren. Bestemmelsen er et sikkerhedsnet, der skal forhindre, at børn og unge svigtes i systemet. Hvis en kommunes behandling halter eller afgørelser ikke træffes efter barnets eller den unges bedste, kan Ankestyrelsen kræve handling – for eksempel pålægge kommunen at gennemføre undersøgelser, yde støtte, anbringe barnet eller revurdere samvær. I grove eller akutte tilfælde kan Ankestyrelsen selv træffe midlertidige eller endelige afgørelser om konkrete foranstaltninger. Historisk er paragrafen indført for at bryde igennem lokale fejlvurderinger eller sagsbehandlingssløseri, så en sag ikke bare kan køres fast til direkte skade for barnet, uden at et overordnet organ kan handle. I dag bruges bestemmelsen sjældent, men dens blotte eksistens skaber tryghed for sårbare børn, og praksis viser, at den bidrager til at holde kommunerne skarpe i både sagsbehandling og prioriteringen af barnets tarv.

Eksempler

• Kommunen undlader at udarbejde børnefaglig undersøgelse

  En kommune reagerer ikke, selvom der er bekymring for et barn. Ankestyrelsen træder ind og pålægger kommunen at gennemføre en undersøgelse af barnets forhold.

• Barn anbragt modsat sit bedste

  En kommune nægter at anbringe et barn trods klare tegn på omsorgssvigt. Ankestyrelsen tvinger kommunen til at træffe en korrekt afgørelse til barnets bedste.

• Mangel på opfølgning på anbringelsessag

  En sag om anbringelse genbehandles ikke rettidigt. Ankestyrelsen tager affære og pålægger kommunen at handle efter loven.

• •Mange tror kun borgere kan klage – men Ankestyrelsen kan handle uden klage.
• •Det er ikke et almindeligt klagesystem, men en overvågningsmekanisme rettet mod kommunalt svigt.
• •Paragraffen giver ikke Ankestyrelsen fri adgang til alle sager, men kun når kommunen groft har tilsidesat pligten til at handle.

• § 152

  Beskriver, hvordan borgere og fagpersoner kan underrette Ankestyrelsen om sager, kommunen svigter.

• § 146

  Om klagemuligheder over børne- og ungeudvalgets afgørelser – relevant fordi begge bestemmelser berører Ankestyrelsens rolle.

• § 156

  Handler om kommunernes løbende tilsyn og opfølgning, som Ankestyrelsen kan gribe ind i, hvis svigtet.